• Hun havde set frem til landmænds hyldest, så landede en halv liter fadøl med et sjask

    Source: BDK Borsnyt / 02 Mar 2024 03:19:24   America/Chicago

    Ingen kan vide sig sikre for de franske landmænds vrede. Og hvis deres protester, som blandt andre præsident Emmanuel Macron hævder, er infiltreret af den nationale højrefløj, ja, så er alle åbenbart ikke orienteret. Det fik Marion Maréchal at mærke på sin krop, da hun torsdag besøgte den årlige landbrugsmesse i Paris. Marine Le Pens niece er spidskandidat ved europaparlamentsvalget for Reconquête! Et yderliggående parti, der deler mange landsmænds vrede mod, hvad de ser som den grønne omstillings diktatur og det indre markeds »unfair« konkurrence. Men hvis Maréchal havde regnet med, at hendes besøg på messen ville blive et triumftog fra stand til stand, tog hun grundigt fejl. I stedet landede en halv liter doven fadøl pludselig i hovedet på hende med et ordentligt sjask. Den unge politiker tog ganske vist den ydmygende episode med godt humør. »Jeg vil fortsætte med at gøre min trøje våd for at forsvare vores landmænd i Bruxelles,« skrev hun, med en metafor lånt fra den franske fodboldordbog, på X. Overgrebet fortæller imidlertid alt om en ond stemning i det »bondeoprør«, der de seneste uger har rystet Frankrig og flere andre europæiske lande. »Køer slog sig panisk i tøjret« Da Emmanuel Macron sidste lørdag indviede messen, var det tæt på at gå helt galt. Præsidenten benyttede en bagindgang til at komme ind i pavillonen. Og det fik en stor gruppe landmænd uden for, der havde set frem til at give ham en »varm« velkomst, helt op i det røde felt. Omkring 400 af dem stormede ind på udstillingsområdet under kampråb som »Jagten på Macron er gået ind« og »Find ham«. Her forsøgte politifolk i civil at stoppe dem. Og mens et kæmpeslagsmål opstod, »slog de normanniske køer sig panisk i tøjret«, skriver Le Monde i en reportage. Først da fire delinger fra urokorpset CRS rykkede ind, kunne roen genoprettes. Seks landmænd var blevet anholdt og otte politifolk såret. Det forhindrede ikke den altid debativrige præsident i at organisere en spontan diskussion med messegæsterne. I løbet af hans ikke færre end 13 timer lange ophold i pavillonen lykkedes det da også i nogen grad at erstatte knytnæveslag med meningsudveksling. Men Macrons rundtur ved standene måtte ikke desto mindre foregå midt i en ryddet sikkerhedszone. Af frygt for flyvende fadøl eller andre og farligere former for kasteskyts. Macron og Le Pens løjtnanter hyldet Landbrugsmessen i Paris har traditionelt fungeret som en lakmustest for folkelighed – eller mangel på samme – i Frankrigs politiske elite. Eksempelvis byggede præsident Jacques Chiracs popularitet ikke mindst på hans evne til troværdigt at klappe køer bagi og sludre med rødmossede bønder over et glas vin rouge. Trods den anspændte stemning har også årets udgave af »Le Salon de l'agriculture« været en lejlighed til at score point for to af fremtidens mænd i fransk politik. Da premierminister Gabriel Attal dagen efter sin chef besøgte messen, foregik det i god ro og orden. Den 34-årige regeringschef drak smilende et stort glas mælk og kunne uden forstyrrelser aflevere sine politiske budskaber. Kort forinden havde Jordan Bardella, Marine Le Pens næstkommanderende i højrenationale Rassemblement National, fået en nærmest hjertelig modtagelse. »Jeg håber, at det bliver ham, som stiller op til præsidentvalget i 2027. Han er fremtiden, og så hedder han ikke Le Pen til efternavn,« sagde en fan, David, til avisen Le Parisien. Martin Tønner er Berlingskes korrespondent i Sydeuropa https://www.berlingske.dk/internationalt/hun-havde-set-frem-til-landmaends-hyldest-saa-landede-en-halv-liter
Share on,